Amterne modtager kræftplanen positivtAmtsrådsforeningen01/06-2005 Amtsrådsforeningen modtager med tilfredshed den nye kræftplan og de mange anbefalinger til en forbedret indsats for landets kræftpatienter og deres pårørende. Men der skal følge penge med, understreger formanden for Amtsrådsforeningen, Kristian Ebbensgaard. Der skal ske en markant oprustning af kræftbehandlingen på landets sygehuse til glæde for kræftpatienterne og deres pårørende. Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort den nye kræftplan - Kræftplan II - med en lang række faglige anbefalinger, der skal sikre bedre behandling af kræftpatienter og forebyggelse af kræft. Den ny kræftplan bliver modtaget positivt af Amtsrådsforeningen, som er indstillet på at føre de mange anbefalinger ud i livet. Det fastslår formanden for Amtsrådsforeningen, amtsborgmester Kristian Ebbensgaard (V). "Vi medvirker til en udmøntning af Kræftplan II. Ambitionerne er høje, og det koster penge. En oprustning af kræftområdet må ikke ske på bekostning af andre behandlinger inden for sundhedsvæsenet. Vi skal fastholde det høje aktivitetsniveau, hvor flere patienter bliver behandlet hurtigere. Derfor må der også følge flere penge med," udtaler Kristian Ebbensgaard. Han understreger, at både regeringen og flere oppositionspartier under valgkampen tidligere på året gav løfter om markant oprustning af kræftbehandlingen og samtidig var parate til at anvende de nødvendige økonomiske ressourcer. Den nye kræftplan indeholder i alt 117 faglige anbefalinger til forbedring af indsatsen igennem hele kræftpatientforløbet - lige fra forebyggelse over diagnostik, behandling, efterbehandling og til rehabilitering af kræftpatienter. Der er i dag en stigning i antallet af nye kræfttilfælde i Danmark, og denne udvikling vil fortsætte i de kommende år. Hvor der i dag er 34.000 nye tilfælde om året, vil der i år 2020 være op imod 43.000 nye tilfælde årligt, forudser den nye kræftplan. "Det er glædeligt, at der allerede med den første kræftplan er sket markante forbedringer. Kræftplan II viser, at der er brug for at brede fokus ud til hele patientforløbet. Det haster med investeringer i mere personale og udstyr. Der er ikke plads til at slække på indsatsen på de områder, der i de seneste år har oplevet de største forbedringer," udtaler Kristian Ebbensgaard. |
||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |